Min egen historie:

For mig kom det store vendepunkt på en helt almindelig onsdag og som et lyn fra en klar himmel.

Jeg var som så ofte før i gang med en længere historie om endnu en situation hvor jeg havde følt mig helt forkert og alt for svag og følsom.

Min kære og søde veninde kiggede forstående på mig og sagde henkastet:

"Tror du ikke at du er særligt sensitiv"?

Hun kunne ligeså godt have slået mig så ramt blev jeg.

Selve ordene klang så negativt og jeg havde slet ikke lyst til at forbinde mig med dem.

Hele mit liv havde jeg hadet de sider af mig selv der fik mig til at føle mig alt for svag, sårbar og overfølsom.

Jeg var hele tiden enten i fortid eller i fremtid med den eneste formål at finde fejl og mangler ved min personlighed eller mine handlinger.

Når jeg var sammen med andre var jeg i ekstrem grad optaget af hvordan de havde det og hvad de mon syntes om mig.

Det var derfor meget drænende og udmattende at være social.

Jeg fik meget ofte de gode råd at lade være med at tænke så meget over tingende og at lade være med at dømme mig selv så hårdt.

I sandhed gode råd men desværre udløste de bare endnu mere skam og skyld inde i mig, for hvorfor kunne jeg ikke tage i mod de råd.

Indeni mig var der en konstant følelse af at være forkert og en aktiv indre kritiker der talte mig ned og dømte mig hårdt. 

Mit hoved var konstant på overarbejde med tankemylder og mental uro.

Det mærkelig var jo at jeg på papiret havde alt:

Søde børn, en rar mand, et godt job og en lys fremtid.

Alt det som jeg troede ville gøre mig hel og lykkelig og rigtig ikke mindst.

Jeg længdes efter indre ro og at føle mig god nok.

Jeg drømte om at være som de andre og at føle mig robust og stærk.

Jeg må indrømme at jeg ikke susede hjem den onsdag efter det famøse spørgsmål og kastede mig over Google og fandt ud af alt hvad jeg kunne om det særligt sensitive karaktertræk. 

Jeg brugte et par dage eller måske en lille uge på vænne mig til tanken. 

Men siden da blev viden og information om det særligt sensitive træk min hobby.

Jeg læste bøger og blogs om emnet, jeg gik til foredrag og hev flere familie medlemmer med.

Alt jeg læste, så og hørte gav så god mening og jeg genkendte mig selv i trækket igen og igen.

Jeg lærte mig selv at kende, min selvaccept voksede og jeg fandt kimen til både selvtillid og selvværd.

Jeg var stadig langt fra hvor jeg er i dag, men lige den onsdag blev min venindes helt uskyldige spørgsmål starten på min healing. 

Jeg har ofte takket hende.

Sammen med viden om mine værdier, mine styrker og mange af mine overbevisninger har jeg brugt min viden om det særligt sensitive træk til at forstå mig selv. 

Jo mere jeg forstår mig selv jo mindre kritiserer og dømmer jeg mig selv. 

Jeg ved nu at jeg er helt som jeg skal være og faktisk alle dage har været det.

Viden har været nøglen for mig.

Jeg tror på at vi alle skal bruge viden om os selv for at føle selvaccept.